Glumsø Bibliotek inviterer sammen med Kulturforeningen Rejseladen til arrangementet "Bøger og Bolognese" i Café Rejseladen. Her er der lagt op til en hyggelig aften for børnefamilier med børn i alderen 6 - 10 år (cirka), hvor fællesspisning og højtlæsning går hånd i hånd.
Næstved Bibliotek og Borgerservice står bag en gentagelse af den populære idé, og Martin og Christoffer har fundet nye bøger frem, som de glæder sig til både at læse op og præsentere. Rejseladen sørger for lækker børnevenlig mad, og der bliver også plads til en kort introduktion til forskellige nyere børnebøger, der egner sig godt til højtlæsning. Samtidig kan man opleve en kasse fyldt med spændende og forunderlige børnebøger, som kan lånes med hjem.
Arrangementet er tænkt som et pusterum i en travl hverdag, hvor mange familier oplever, at madlavning, madpakker, lektier, fritidsaktiviteter, godnat læsning og putning let fylder det hele. Her er målet at skabe mere ro, nærvær og fællesskab omkring en god historie og et fælles måltid. Sluk mobiltelefonen eller lad den blive hjemme, og kom og mød andre familier fra Glumsø og omegn.
Der er tilmelding til arrangementet, og når du tilmelder dig, må du meget gerne oplyse alderen på de børn, du tager med. Entré: 50 kr. Der er adgang for kørestole fra bagindgangen. Hvis der er særlige kosthensyn, skal du kontakte Rejseladen inden arrangementet.



















