Rønnebæksholm lægger lørdag d. 22. august rammer til sensommerens Havemarked, som arrangeres i samarbejde med Haveselskabets afdelinger i Faxe, Vordingborg og Næstved. Her kan du gå på opdagelse blandt planter og andre ting til haven og samtidig møde både hobbygartnere og professionelle, der gerne deler ud af deres erfaringer og gode råd.
I Haveselskabets telt er der mulighed for at hilse på andre haveinteresserede og få en hyggelig snak om alt det grønne. På entrebilletten kan du desuden se, om du har vundet en plante, som er udloddet af hobbygartnerne. Har du overskydende potter, kan du tage dine rengjorte potter med til “Pottebar”, hvor andre gæster frit kan tage dem med hjem.
Årets konkurrence handler om en buket bundet af havens og naturens smukke blomster. Alle kan deltage ved at binde en buket og aflevere den i Haveselskabets telt, gerne inden kl. 10.30, og alle besøgende på havemarkedet kan stemme på deres favorit. Der er vaser til rådighed. Entré: 40 kr. Lokation: Rønnebæksholm Gods.




















