I verdenshavene lever nogle af Jordens allerstørste dyr, og i mange år var deres liv langt under overfladen næsten skjult for forskerne. Først med nyere teknologi er det blevet muligt at følge hvalerne tættere, mens de bevæger sig og jager i havets dybder.
Hvaler er de største dyr, der nogensinde har levet på Jorden, og deres særlige tilpasninger til livet i vand gør dem til nogle af de mest bemærkelsesværdige pattedyr. De blev tidligere betragtet som flydende oliedepoter og jaget næsten til udryddelse, men i dag er der en voksende erkendelse af, at havets økosystemer er tæt afhængige af hvaler som toprovdyr.
Forskere har i mange år været nødt til at opfange glimt af hvalernes liv ved at observere dem, når de kortvarigt er ved overfladen, eller ved at undersøge døde dyr og ud fra det forsøge at forstå deres levevis. Nu giver droner og måleudstyr, der sættes fast på hvalerne med sugekopper, helt nye muligheder for at studere deres biologi, mens de jager på store dybder langt ude på havet.
Under foredraget kommer publikum blandt andet med verdens mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande. Derudover bruges dybvandskameraer til at undersøge, hvordan verdens største tandhval, kaskelothvalen, finder føde, når den dykker til mere end 1.000 meters dybde. Man hører også om, hvordan en grønlandshval kan undgå at fryse ihjel, mens den lever af milliarder af bittesmå byttedyr i Diskobugten, og hvordan en pukkelhvalsmor kan føde og die en unge i et halvt år uden selv at spise.
Foredraget sætter samtidig fokus på, hvordan mennesker fremover kan leve i bæredygtig sameksistens med disse vigtige toprovdyr i en verden, der er under forandring. Det er en opdateret version af et foredrag fra forårssemesteret 2019.
Arrangementet streames live fra Aarhus Universitet og indgår i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab, som arrangeres af Aarhus Universitet og formidles i samarbejde med værter i en række byer. Serien støttes af Carlsbergfondet. Der er fri entré, og foredraget finder sted i Bio Næstved. Hvis du vil læse mere om foredraget, se billeder eller få information om evt. pladsreservation, kan du gøre det via hjemmesiden. Du kan også tilmelde dig nyhedsbrevet eller følge foredragene på sociale medier for at få bonusmateriale og besked om kommende foredrag.








