Næstved Kommune har betalt 400.000 kroner for at få prisuddelingen Simba Prisen flyttet til Arena Næstved.
Det oplyser kommunikations- og brandingchef Morten Kramer Nielsen i Næstved Kommune til Realityportalen, skriver BT.
Lørdag aften samler showet flere af Danmarks store influencere og content creators i Arena Næstved. Tidligere er prisuddelingen blevet holdt i Operaen og Cirkusbygningen.
Pengene kommer fra eventpuljen
Ifølge Morten Kramer Nielsen er det Næstved Kommunes eventpulje, der har finansieret betalingen.
“Eventet styrker kendskabet til Næstved, og giver med de mange influencere mulighed for at vise Næstved som en interessant kommune og by over for hele Danmark. Vi er også glade for, at vores musikskole med Avantgarden får lov til at vise, hvad børn og unge kan overfor det store publikum,” forklarer Morten Kramer Nielsen.
Kommunen peger på fulde hoteller
Ifølge kommunikations- og brandingchefen giver arrangementet også omsætning i byen.
Han oplyser, at byens hoteller er blevet fuldt booket på grund af Simba Prisen.
Prisuddelingen omfatter blandt andet priser som Årets Tiktoker og Årets Gamer.








