Fuglebjerg Bibliotek inviterer til en stemningsfuld aften for voksne, hvor litteratur og julehygge mødes. Der serveres julegløgg og julekage, mens der læses højt fra en af Paul Austers kendte noveller.
Novellen "Auggie Wrens julefortælling" foregår i 1970'erne og handler om en tabt tegnebog, en blind ældre kvinde og en usædvanlig julemiddag. Historien stiller spørgsmål ved, hvad det vil sige at stjæle, give, lyve og fortælle sandheden. Det er en anderledes julefortælling, som passer godt til at starte juleferien.












































