Myndighederne skruer nu markant op for indsatsen i Vestjylland, efter at en ulv i tre tilfælde har opsøgt legende børn i private haver i Nørre Nebel.
Alle hændelserne fandt sted 5. august med kort tids mellemrum, og ifølge Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd tyder meget på, at det er den samme ulv, der står bag.
Derfor bliver der nu oprettet en ny reguleringszone, hvor ulven kan skydes. Zonen ligger i forlængelse af den eksisterende reguleringszone ved Oksbøl, hvor der tidligere også er observeret problemulve.
Ifølge minister Christian Rabjerg Madsen har ulven vist en adfærd, som myndighederne ser meget alvorligt på.
“Det, der går igen, er, at ulven har nærmet sig børnene, men uden at være aggressiv. Men den har ikke forladt stedet, selv om der er blevet råbt eller klappet højt,” siger ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S).
Den nye zone strækker sig op mod Hvide Sande, som ligger omkring 30 kilometer nord for Nørre Nebel. Her kan Naturstyrelsen regulere ulven på samme vilkår som i zonen ved Oksbøl. Private kan også søge om tilladelse til at skyde dyret.
I reguleringszonen ved Oksbøl er der i forvejen 14 aktive reguleringstilladelser til private lodsejere og Naturstyrelsen.
Myndighederne mistænker, at ulven i Nørre Nebel kan være den samme, som tidligere har skabt problemer i Oksbøl. Naturstyrelsen har siden torsdag patruljeret området med rifler.
For første gang får Naturstyrelsen samtidig lov til at bruge en termisk drone i jagten på en problemulv. Dronen kan registrere kropsvarme fra større dyr og skal bruges til at lokalisere ulven i terrænet.
“Den ulv skal skydes hurtigst muligt, og derfor laver vi de her initiativer,” siger Christian Rabjerg Madsen.

















