Bodil Heiede slutter foredragsrækken om middelalderens kultur med et foredrag om magt og styreformer. Middelalderens magt var præget af et evigt kredsløb af hævngerrige fyrster, biskopper og krigeraristokrati, mens byer, laug, ting og kirken rummede egne former for selvstyre og ledelse nedefra.
Foredraget følger, hvordan idealer om fællesskab mellem konge og folk, folkestyre, retssikkerhed og næstekærlighed blev båret videre fra middelalderen til renæssancen og enevælden, og hvordan vi i dag vægter disse idealer anderledes. Fra middelalderen kan man både hente skrækeksempler og inspiration til selvindsigt.














































